Forlaget Munck

Der er meget at opleve

heksen

Vandtyvene 
Min seneste roman 

 

 

rgen Munck Rasmussen - udgivet af Nyt Dansk Litteraturseskab - NDL

 

Vandtyvene
 

 

 

 

 

Julius Cornelius Balbus vågnede allerede ved solopgang, da en flok kvæg blev drevet over torvet mod slagtehuset. Han plejede ikke at vågne, selvom kvæget brølede nok så meget. Men han havde ikke sovet så godt.Det var måske fordi maden i aftes havde været meget krydret. Værten havde lige købt en stor portion peber fra et af de skibe, der var ankommet til Ostia med krydderier fra det fjerne Asia.

Værten på kroen ”Den tykke ål” havde i dagens anledning ikke sparet på peberet, og hvor det smagte. Balbus elskede stærke krydderier, men det gjorde hans mave ikke. Han havde gang på gang haft sure opstød om natten.

Det blev så heller ikke bedre af, at han havde drukket et utal bægre vin af værtens egen gode vin fra Surrena. Den var dejlig stærk og en smule sødlig. Lige efter Balbussmag, men gav hovedpine, hvis man drak for meget af den. Og det var så netop det, Balbus havde gjort. Endnu en gang.

Balbus havde bestilt, hvad værten kunne anbefale. Det var voveligt gjort, for så holdt værten sig ikke tilbage. Prisen blev derefter. Balbus bad, da han vaklede ud af døren, værten om at måtte skylde til først på den næste måned.

”Du skylder allerede tyve sestertier (sølvmønt),” brummede værten. Men Balbus hørte ikke hans sure bemærkning. Han var dødtræt og ville hurtigt hjem og sove.

Og som sagt sov han ikke godt om natten. Måske var det peberet, måske det grillstegte soyver, som gjorde knuder. Eller de mange bægre vin. Fortumlet satte Balbus sig op i sengen og prøvede at få styr på sin halvgamle krop. Han blev 50 til næste år, men lige nu følte han sig som en på 80. Han havde mange gange overvejet, om han ikke skulle begynde at leve et mere fornuftigt liv med mindre mad og vin. Hans gode ven Gnæus fortalte ham ofte, at han var for tyk. Gnæus kunne sagtens holde moralprædikener for Balbus. Han var selv tynd, ja, snarere mager. Og det selvom han åd og drak næsten mere end Balbus.

”Når man er i min alder, må man godt have lidt pondus,” sagde Balbus ofte, men inderst inde var han også frustreret over sit udseende. Hans tidligere så flotte, krøllede hårpragt var afløst af en stor skaldet plet. I hans ungdom havde han været atletisk bygget og deltaget i sportslegene i kejser Neros Cirkus.

”Kvinderne ser enten på en mands udseende eller på hans penge,” sagde Gnæus ofte med en sarkastisk undertone.

Jamen så ser det da sort ud for dig, for du har heller ikke nogen penge,” svarede Balbus ondskabsfuldt.

Det lukkede munden på Gnæus i et stykke tid.

Kvindeligt selskab havde Balbus brug for engang imellem. Han havde aldrig været gift og havde ikke nogen børn. Så han måtte købe sig til et samleje i ny og næ. Men der var altså kun råd til de billigste og grimmeste skøger fra Afrika eller Asia.

Hvis han dog bare havde haft penge og ejendom, så ville en eller anden velhavende senator tilbyde ham sin datter. Men selv havde han ikke noget at byde på. Det var, som om han var ramt af gudernes forbandelse og bare røg længere og længere ned i sumpen. Det skete på En blanding af vin, billig mad og lediggang.

Det var Vejen til at blive nedtrykt. Denne nedtrykthed kunne kun kureres med en kande vin, og så kørte han videre i samme spor. Fest og farver, druk og billige mad og håbløse diskussioner om alt muligt bavl den halve nat.

Hvor var han dog træt af sig selv!

Da Balbus havde ædt så meget den foregående aften, havde han slet ikke nogen appetit denne morgen. Det var godt det samme, for han havde ingen mad i huset. Han kunne jo gå ned på baren ”Det fyldte bæger”. Men han havde ingen penge. Desuden skyldte han også her på ”Det fyldte bæger”.

Balbus lagde sig tilbage på briksen igen og stirrede lige op i loftet. Men så fik han øje på en kæmpestor edderkop. Den havde netop fanget en bi, som den var i færd med at svøbe i et tæt og stærkt spind.

”Det kunne være mig,” mumlede Balbus og fik rigtigt ondt af sig selv. Det fik han ofte, når han havde drukket for meget.

Nu var livet snart gået, og hvad havde han udrettet? Nogle havde tjent mange penge og boede i dejlige villaer. Når han ind imellem tjente nogle penge, så smed han dem lynhurtigt ud på mad, vin og kvinder. Det var sådan set nogle gode formål, men han burde spare op eller investere. Balbus var for svag. For når den dejlige duft af stegt kød nåede hans næse, kunne han ikke styre sig. Han sluttede så dagen eller snarere aftenen med at drikke sig fuld og fylde vommen med lækkerier. Måske gik han i seng med en billig skøge.

”Du er en nar!” sagde han op i luften. Men edderkoppen svarede ikke, og han havde ikke råbt så højt, at nogen udenfor kunne høre ham.

”Du er en taber!” fortsatte han. Men det vandt heller ikke nogen genklang hos edderkoppen. Så gav han op, lukkede øjnene og blundede lidt. Han drømte også en lille drøm om en kande med vin. Og så satte han sig brat op i sengen. For havde han ikke en halv kande vin stående under sit arbejdsbord?

Hans træthed var forsvundet. Som en spændstig atlet sprang han op og styrtede hen bag arbejdsbordet, hvor der ganske rigtigt stod en kande med vin.

Balbus havde ikke tid til at finde et bæger, så han førte kanden til sin knastørre læber og lod den herlige vin løbe ned i halsen. En vidunderlig varme bredte sig i hans mave, og han holdt snart op med at ryste på hænderne. Det havde han fået for vane i de sidste par år, når han havde drukket for meget og sovet dårligt. På bordet stod en skål med figner. Han tog en af dem og kom den i munden. Æv, den var dårlig. Hurtigt spyttede han den ud og kastede den ud af vinduet. Der lød et råb nede fra gaden: ”Svineøre!”

Han måtte vænne sig af med den dårlige vane at kaste ting ud af vinduet. Det endte vel med, at han fik nogen bank.

Balbus lænede sig tilbage i stolen og begyndte at tænke på, hvordan han kunne skaffe sig nogle penge. Han havde ingen appetit lige nu, men i løbet af dagen ville han med usvigelig sikkerhed blive sulten og tørstig.

Men værterne på ”Den tykke ål” og ”Det fulde bæger” var blevet mere og mere modvillige, når han bad om kredit. Det ville være dejligt at kunne spankulere lige ind på beværtningerne og kaste en håndfuld mønter på disken. Og med en overlegen mine bede om den bedste vin og mad.

Men der var ingen, som skyldte ham penge. Og der var ingen, som han kunne låne penge af. Han have pantsat alt af værdi hos pante-låneren.

Det var ellers en dejlig dag midt i oktober. Solen skinnede fra en skyfri himmel. Flokke af stære susede hen over byen, og på torvet var der masser af mennesker. Snart ville en herlig duft af stegt kød bølge op mod Balbusvinduer og få hans tænder til at løbe i vand. Vinkanden! Kunne han ikke få et par sestertier for den? Det var en smuk bronzekande, som han havde arvet efter sine forældre. Han havde også arvet nogle penge, men de var allerede brugt to måneder efter deres død. Men kanden havde han endnu, og han var ikke meget for at skille sig af med den. Han skulle jo også have et sted at gøre af sin vin.

Netop i dette øjeblik nåede en herlig duft hans næsebor. Han var helt sikker på, at det var Aulus, der havde sat sit gadekøkken op lige neden for hans lejlighed.

Balbus kunne ikke lade være med at kigge ud af vinduet. Og dernede stod den skurk og stegte ribben på sin grill.

Uden at tænke så meget greb Balbus kanden og gik ned ad de stejle trapper og ud på gaden. Lige hen til pantelåneren, som boede i en af de små gader, der førte ned til Tiberen.

Balbus smækkede kanden på disken og sagde: ”Hvor meget?”

Afer  var en gammel mand med skæg og øjne, som løb i vand hele tiden Han stirrede hånligt på kanden og sagde surt: ”Havde det været sølv, så ti sestertier, men det er jo bare kobber.”

”Hvor meget?”

”Én!”

”En hvad?”

”En sesterts!”

”Sig mig, er du blevet vanvittig?”

”Felix henne ved Circus giver det samme.”

”Så går jeg derhen.”

”To!”

Balbus vaklede. Han vidste godt, at Afer altid gjorde en god forretning, og at han ville blive snydt, men nu var han desperat efter at smage et stegt ribben.

Han tog de to sestertier og skyndt sig ud af døren og hen til Aulus´ gadekøkken, snuppede det største ribben og smed en sesterts på disken.

Aulus lod, som om prisen var en sesterts, men Balbus vidste, at sådan et stykke ribben kun kostede to asses.(kobbermønt).

Balbus tumlede op ad trappen og satte sig ved sit bord. Han gnavede begærligt på ribbenet, så fedtet løb ham ned ad hagen.

Hold da op, hvor det smagte. Vidunderligt. Hvis han dog bare havde haft noget vin, som han kunne skylle kødet ned med. Men han havde jo ikke nogen kande!

Bagefter lagde han sig lidt på sengen og suttede fedtet af sine fingre. Hvis han dog bare havde haft nogle penge. Så ville det have været en dejlig dag.

Netop i dette øjeblik hørte han støj udenfor på trappen. Nå, det var nok Agrippina og Quintus  ovenpå, som fik besøg. Der kom så mange oppe hos Quintus. Han var bookmaker henne i Circus Maximus. Nogle troede, at de kunne få nogle bedre odds, hvis de opsøgte Quintus i hans lejlighed.

Men pludselig bankede det på Balbusdør.

Han sprang op og gik fuld af spænding hen og lukkede døren op. Udenfor stod en ung mand i tunika.

”Vær hilset, er du detektiven JC Balbus?

”Øh, ja, det har sin rigtighed,” fremstammede Balbus. Han var helt uforberedt på, at nogen ville bruge ham. Den sidste sag, han havde haft, drejede sig om at udspionere en ung kvinde, hvis noget ældre ægtemand var sygeligt jaloux. Han troede hele tiden, hun ville stikke af for at gå i seng med unge mænd. Balbus kunne godt forstå, hvis unge mænd ville gå i seng med hende, for hun var skøn som en gudinde. Balbus udspionerede hende i en hel måned. Han tabte sig faktisk en del på grund af den megen gåen op og ned ad Roms høje for at holde øje med den skønne kvinde, som for øvrigt opførte sig overmåde pænt. Det var umuligt for Balbus at afsløre det mindste tegn på, at konen ikke var sin mand tro.

Det berettede han også for den jaloux ægtemand, da måneden var gået.  Hans kunde, en midaldrende senator, blev meget glad og betalte straks Balbus 500 sestertier. Desværre blev der ikke mange tilbage af dem, når Balbus havde betalt sin gæld. Og den fest, han holdt på ”Den tykke ål”, gjorde også et heftigt indhug i formuen. Han burde straks have investeret pengene. I stedet for spillede han på de hvide i Circus Maximus. Desværre var det de grønne, som vandt.

”Ja, jeg er altså meget ophængt for tiden, men hvad drejer det sig om? ”

Han var meget opsat på at få at vide, hvilken opgave det var, der ventede ham. Måske var det bare en torvehandler, som ville have opklaret et tyveri. Eller en, som ville have udspioneret en konkurrent.

”Men kom dog indenfor. Jeg kan desværre ikke byde på noget. Jeg har haft gæster, og de har ribbet mit hus, som om det drejede sig om en flok græshopper.”

”Jeg skal gå med det samme,” sagde gæsten. ”Mit navn er Sisyfos, og jeg er kontorslave hos Sextus Julius Frontinus. Min herre har en opgave til dig. I første omgang beder han dig om at komme til ham, så han kan se dig lidt an. Han bor på Aventinerhøjen i det store hus lige efter Dianatemplet.” Slaven bukkede og forlod Balbus.

”Frontinus! Frontinus! Frontinus.” Balbus sang og dansede rundt om bordet, mens han udførte nogle kække dansetrin, som fik hans mave til at gynge som et kornskib i havsnød.

 Lidt efter var han på vej til badeanstalten. Han måtte jo se ordentlig ud, når han skulle besøge en af kejserens højst placerede embedsmænd.