Forlaget Munck

Der er meget at opleve

heksen

Spedalsk

spedalsk 1281721923

 

SPEDALSK KAPITEL 1 Blomster af blod 

Det svage rødlige morgenlys breder sig i byens brostensbelagte gader. Det sidste værtshusslagsmål er holdt op, den sidste fulderik har fundet sit hus eller den rendesten, hvor han plejer at sove rusen ud. En ensom hund, som hele natten har trasket rundt for at finde affald i rendestenen, har lagt sig til hvile under en busk uden for Burmeisters slagterbod. Den stærke lugt af kødaffald når hundens snude og får det radmagre dyr til en gang imellem at klynke af fryd i søvne. Skibene i havnen ligger fuldstændig stille, fra sejl og takkelage kommer ikke en lyd i den vindstille morgen. Henne ved Krudttårnet sidder vagten neden for trappen i dyb søvn, hans morgenstjerne ligger hen over benene, og kedelhatten sidder helt ned på hans næse.
Solen svæver elegant op over bakkerne. I det samme udstøder den første lærke uden for bymuren en forsigtig trille, som lynhurtigt besvares af en af dens kammerater ude på en nærliggende bygmark. Som ringe i vandet breder den glade lærkesang sig og rejser sig mod himlen og en svag vind fra øst danner i havnen små forsigtige bølger, som straks giver sig til at klukke omkring skibenes skrog. I Strandgaden tæt ved gør de første handlende deres boder klar. Slagteren rydder op og smider et ildelugtende kødben hen til den sovende hund. Benet rammer hunden over halen, og den springer op med et hyl, som i samme nu forvandles til et fornøjet vov, da den mærker delikatessens svimlende nærhed. Lynhurtigt snupper den benet og styrter ned ad en smal sidegade til havnen og videre ud på stranden, hvor den bag et par store sten går i gang med at gnave de halvrådne kødtrevler fri af benet. 

I det store købmandshus ved  Lybækkergade er der  travlhed. Ja, travlhed er der nu altid i handelshuset, som tilhører den lybske købmand Hans von Resen, for dette hus står for den største handel med salt fra Lüneburger Heide. Den stenrige von Resen har tre pakhuse ved floden Trave i Lübeck. Altid er de fyldt til bristepunktet med salt, som blot venter på at blive sendt til handelspladserne ved Østersøens bredder.
Købmandens eneste søn, Magnus, skal giftes med den nederlandske købmandsdatter Isabella van Dijk. Han er Resens store håb for fremtiden, selv om far og søn i den seneste tid næppe har sagt et ord til hinanden. Faderen håber, at det kommende ægteskab med Isabella van Dijk vil få sønnen til at falde til ro. Købmanden har haft mange sorger og bekymringer med den unge mand. Når man ved, at rigdom næsten er en naturlov, så har man ikke så travlt med at blive voksen. Og således er det da også med Magnus. Den unge mand, som netop er blevet enogtyve år gammel, har brugt de sidste par år på at ture rundt på byens værtshuse sammen med mystiske mennesker, som hans far bestemt ikke bryder sig om. Mange gange har faderen prøvet at banke unoderne ud af den unge mand med sin pisk, men uden større held. Hvad er vel en gang prygl sammenlignet med den søde kløe, som følger efter par kander tysk øl og en tur i sengen sammen med en af  Ingegerds gæstfrie piger i jomfruhuset ”Amorin” ved havnen?
Magnus har endnu ikke sagt ja til at blive gift. Men det tager Hans von Resen ganske roligt. ”Hans vilje ligger i min pengepung!” Brummer den store købmand selvsikkert.                             

Magnus har denne vidunderlige morgen en forfærdelig hovedpine. Han stinker af sved og øl og kan ikke huske ret meget af den korte sommernats sidste timer. Havde han bolet med Marie Svensdatter eller Hilde? Når han lugter til sine fingre, kan han mærke lugten af kvindekøn, men hvilket? Nå, det betyder ikke stort, blot hans hovedpine ville forsvinde. 
Magnus vælter ud af sin seng ved middagstid og bliver mødt af sin far i døren ud til gårdspladsen.
”Om Gud det vil, ankommer Jürgen von Hochstätter med tre skibe fra Lübeck i dag. Og han bringer din brud med, Magnus. Du må gøre dig klar, så vi kan gå til havnen og høre nyt om skibene!”
Hovedpinen dunker i tindingerne, da han rejser sig fra sengen, mavesækken vrider sig, mavesyren står i kaskader op i halsen og er lige ved at kvæle ham. Milde Gud, og så skal han promenere med sin far på havnen for at vente på, at en eller anden klæderhandlerdatter fra Flanderen kommer for at blive gift med ham.
”Det er sat´me som at få et nyt husdyr.” Mumler Magnus for sig selv. Kunne tjenestefolkene ikke tage sig af dette? Han vil meget hellere have et glas skummende øl nede hos Sture i Gutekælderen. Det tager hovedpinen. Og så bagefter ligge i med kroværtens Irene med de kraftige lår og det store varme skød, som altid minder ham om frisk opskyllet tang. Puha, han bliver liderlig ved tanken.
 ”Jeg er straks klar, fader;” mumler han, går ud i gården, dypper hele hovedet ned i hestenes trug og drikker af det kolde vand. ”Klar til hvad?” mumler Magnus for sig selv. ”Jeg er i hvert fald ikke klar i hovedet!” Åh, at sove dagen væk. Hans krop er gennemtræt, og irritationen over mangel på søvn sidder som gift i hans krop. Han har det  fint, som han har det, ønsker bare at være i fred, leve sit eget liv så længe som  muligt. 

Tre skibe går med god vind nord om Øland samme morgen ved solopgang. Vinden er ved Guds hjælp slået om i sydvest den foregående dag, efter at skibene i flere dage har ligget ud for Borgholm i vindstille vejr. Endelig blæser det op på tredjedagen, og skibene sejler straks nordover. De ser ikke en mægtig flåde af skibe komme sydfra.                  

På det ene skib står ved siden af kaptajnen en ung kvinde. Hendes hår er sat op i en kunstfærdig frisure, som hendes kammerpiger på trods af det barske sømandsliv hver morgen ordner omhyggeligt. Det er Isabella van Dijk, den unge pige, som skal giftes med den stenrige Hans von Resens eneste søn. Pigen er atten år og har aldrig været tættere på mænd, end når en elskovssyg trubadur har sunget en kærlighedssang til hende, eller når en håbefuld adelsmand har forhørt sig hos faderen, om Isabella ville dele hans ydmyge slot med ham. Men Isabellas far er tro mod sine ligemænd. Isabella skal giftes med hans gamle vens søn. Hvis Huset van Dijk og Huset Resen om nogle år bliver slået sammen, så vil de blive en af de rigeste og stærkeste i forbundet.

 Isabella har været søsyg hele vejen fra Lübeck til et stykke nord for Bornholm, hvor vinden løjede af. De tre vindstille dage ved Øland har hun nydt i fulde drag. Nu glæder hun sig blot til atter at kunne træde på brostenene i en rigtig by. Og Visby har hun hørt så meget om. Byen med de mange kirker og den fantastiske ringmur. Isabella er dybt taknemmelig for, at hun ikke skal leve sit liv i en eller anden ubetydelig by. Når man kommer fra Brügge i Flanderen, ja, så er man forvænt. Visby taler alle om med respekt. Nu må man blot håbe, at Magnus er en god mand. Hun har set et lille maleri af ham. Han er køn at se på. Skønhed er ikke nok, siger hendes moder, men det hjælper vel til. Blot hun bliver behandlet ordentligt, så skal hun nok klare sig, for hvem kan forvente kærlighed i et ægteskab? Selvfølgelig må hun finde sig i at føde Magnus von Resens børn, men dertil vil Gud give hende sin støtte, og tjenestefolkene skal jo passe børnene. Isabella har været forelsket  i en trubadur fra Sydfrankrig. Aldrig har hun hørt så smuk en stemme synge om kærligheden.
Hun kan flere af hans sange udenad.

Nu nærmer de sig Visby. Hvad hun har hørt om den smukke by, er ikke overdrevet. Det ene kirketårn efter det andet rejser sig stolt over bymuren og dens tårne. Bag byens høje mure ses også de mange store købmandshuse, som ligger med deres takkede gavle ned mod Visbys havn. De røde tegltage lyser i sommervarmen.

                       

I havnene ligger mange større og mindre skibe, og nu kan Isabella se menneskene inde på bryggen. Hvem er mon  Magnus von Resen og hans familie?       

Når der ankommer skibe til havnen, myldrer det med nysgerrige. Familien Resen og den tyske borgmester, samt flere fra det tyske råd er samlet på den anløbsbro, hvor skibene skal lægge til.
Magnus står ved siden af sin far, en smule åndsfraværende. Hovedpinen ligger som en tung tordensky over hans hoved, og han drømmer om at gå op på klinten og finde et skyggefuldt sted, hvor han kan sove dagen væk.
Nu er det første skib nået til havneindsejlingen, sejlet bliver bjerget, og med imponerende præcision sejler skibet ind til broen, hvor havnefolk tager imod trosserne. Så følger de andre tre skibe og lægger sig uden på de andre. Og folk strømmer til, så flere bliver skubbet i vandet, hvilket vækker vild jubel og latter.

De tre kvinder hjælpes over rælingen og ned på broen. Der lyder fornøjede tilråb fra havnens søfolk og arbejdere, da kvinderne kommer til syne. Derefter følger en halv snes købmænd og deres folk, der er kommet til byen for at handle og besøge venner og bekendte. Og de har meget nyt at fortælle. De kan blandt andet berette, at den danske konge har erobret Skåne og måske er på vej til Gotland. Det lyder ikke rart, men ingen har lyst til at lade denne dårlige nyhed ødelægge den gode stemning og den dejlige sommerdag.

Magnus ser som i en døs et vidunderligt smukt ansigt komme nærmere og mærker en spinkel og varm hånd i sin. Kvinden nejer for sin tilkommende mand og siger med blid stemme: ”Jeg er din brud, Isabella van Dijk. Lad Gud velsigne vores fremtid.”
Magnus har været tør i halsen hele morgenen, nu bliver han knastør. Han har ventet en eller anden lidt kedelig købmandsdatter, som han blot skulle ligge i med en gang imellem for at føre slægten videre. Men det er jo madonnaen i Mariekirken, der står foran ham!
”Lad os gå til vores hus!” Siger faren fornøjet og tager Isabella under armen.
Magnus trasker  fortumlet bagefter med ternerne ved sin side. De snakker i munden på hinanden, som om de var to høns, der netop har fundet noget korn. De peger op på kirketårnene og købmandshusene, mens de fnisende sender blikke til sømændene, og så kagler de endnu mere.

Der er dækket op i den store sal. Tjenestefolkene farer rundt for at se, om alt er i orden. Koldt øl fra Brügge og vin fra Frankrig, som Hans von Resen købte  tre tønder af sidste år, er fundet frem fra kælderens dyb. Han glæder sig som et lille barn til at servere denne vin for gæsterne.
Fra køkkenet i kælderen stiger vidunderlige dufte af krydderier op gennem hele huset, og en liflig duft af stegt gris breder sig over hele huset og ud på Lübeckergade. Dagen før indfangede man en af  Resens grise i Travegade, en fed ondskabsfuld gris, som børnene i gaden længe havde været bange for. Den skreg  både af dødsangst og raseri, da kokken og hans køkkenkarle trak den ind i købmandsgården, hvor de hurtigt stak kniven i dens hals. Hans von Resen var selv nede i køkkenet for at kontrollere, at grisen var af bedste kvalitet. Og det var den i sandhed. Tykke striber af fedt lå mellem det røde kød.

Over tredive gæster sidder ved de tre store borde i købmandshusets  sal. 
Når købmændene og deres fruer er til gilde, møder man op i sit fineste og mest moderne tøj. Købmændene ved alt om moden i Italien, Frankerriget, Burgund og Flandern. For øjeblikket er snabelsko højeste mode, hos nogle herrer endog så lange, at de må fastgøres med snore til benene.  Smykker af guld, sølv og ædelstene blinker i skæret fra de mange kandelabre, som enten står på bordene eller hænger i kæmpemæssige lysekroner ned fra loftet. 

Isabella sidder mellem Hans von Resen og hans kone  Hildegaard.
Isabella spiser ikke så meget, drikker kun lidt vin. Søsygen sidder stadigvæk i hendes krop. Af og til ser hun hen på Magnus, som heller ikke har lyst til mad og drikke. Måske er han også ængstelig over det nye liv, som venter ham.
Det er dog ikke kun derfor, Magnus har mistet lysten til mad. Hans hovedpine er taget lidt af, men maven har ikke lyst til mad af nogen art. Han plejer jo at sove dagen bort, når drukturen har varet hele natten. Han er træt, udmattet og rystet. Rystet over, at denne smukke pige i sin skarlagensrøde kjole med det lange sorte hår skal være hans kone. Han har regnet med,  at livet blot kunne leves som før uden ansvar for noget. Han er usikker på denne fremmede kvinde, som ikke sænker blikket, når han ser på hende.
Magnus vil gerne kigge på Isabella, så han kan få et indtryk af hende. Han er ellers ikke bange for at se en kvinde i øjnene længe for derefter at gøre haneben til hende. Men han kan da ikke sidde og se denne fremmede kvinde længe og inderligt i øjnene, for så vinder hun måske over ham!
Efter middagen er der musik  og sang. Gotlands bedste sanger spiller på sin lut og synger, og et orkester med trompeter, trommer og fløjter spiller op til kædedans.

Magnus bliver med ét grebet af stort mismod. Hans fremtid er fra denne dag lagt i faste rammer af hans far. Faderen har vundet over ham. Den dygtigste købmand i Visby har solgt sin søn, uden at sønnen har opdaget det, før det var for sent.  Og allerede næste søndag skal brylluppet stå.

Allerhelst ville Magnus løbe ud på gaden og ned til havnen og finde trøst blandt sine svirebrødre på sit yndlingsværtshus, gemme sig væk i rusens salige drømmeverden, hvor alt er så enkelt, bare der hele tiden er øl og vin  nok. Ved midnatstid, hvor Isabella og flere af de andre kvinder er gået til ro, går Magnus ud i køkkenet, hvor der er stor travlhed med at rydde op og gøre øl klar til næste ombæring. Fra en ølkande skænker han et bæger og sætter det straks for munden. Det kælderkolde øl fylder godt i maven og får kroppen til at falde til ro. Han skænker endnu et bæger og skåler med køkkenkarlene.
Så sætter han bægeret fra sig og glider stille ud gennem køkkendøren og ud på gaden, som går stejlt nedad mod Strandgaden. Fuld af tanker tumler han ned over de toppede brosten mod havnen. Da han drejer om hjørnet til Strandgaden, braser han lige ind i Halte-Erik.
”Se dig for, din lede hund!” Råber Erik og finder så ud af, at det er Magnus.
”Jeg skal sparke dit andet ben halt også! ”Brøler Magnus, og de to venner begynder på skrømt at slås, mens de skriger ukvemsord ind i hovedet på hinanden. Hvor er det skønt at slås og råbe og skrige! Slagsmålet ender med en omfavnelse, og de to venner tumler med armen om hinandens skulder ned mod Krudttårnet, hvor der ligger et værtshus, som har åbent døgnet rundt.

”Lad dagen gå over i natsværmertid
Mens øllet fra tønderne flyder
Thi fuldskabens, dårskabens spillende vid
Er drukmåsens eneste dyder
Ja, drukkenskabs glæde og kærlighedsbid
Man endnu en aften os byder
Os rager den rigtige verden en skid
Blot  malten og humlen os fryder”

”Bravo, bravo!” Folk råber og banker med deres krus i bordene, mens en stor, overmåde tyk mand bukker overdrevent for publikum, så han er lige ved at miste balancen.
Krostuen er hundrede fod bred og næsten dobbelt så lang. Der er omkring hundrede gæster i lokalet. Nogle af dem er søfolk, andre lokale drankere. Ved øltønderne står værtsparret, som ustandselig hælder øl op. Øllet bliver båret rundt af krostuens piger, som man for øvrigt kan købe for ti pfenninge, hvis man vil have dem hele natten. Ellers koster det kun et par pfenninge. Måske lidt mere, hvis de ser godt ud. Af og til flår en fulderik i en af pigerne kjoler, så brysterne blottes. Han får lynhurtigt en lussing, hvilket blot hidser ham endnu mere op. Næste gang, pigen kommer forbi, fører han hånden op under hendes kjole og kniber hende i låret eller gramser hende i skødet. Men da han samtidigt stikker hende en mønt, falder hun til ro. På et bord bagerst i lokalet står et par store fade med kogte sild, brød og fåreost. Når man drikker, får man altid lyst til noget salt, hvorpå tørsten bliver endnu større.


Det ville være naturligt for Magnus at have venner blandt borger- eller købmandssønner, men de kan kun snakke om penge, salt, sild, pelsværk og klæde, og hvad er mere ligegyldigt? Med Halte-Erik kan han snakke om alt, og Erik lytter tålmodigt til de alenlange enetaler, som Magnus i fuldskab fører ud på natten, når den sidste hæmning er skyllet ned. Men Magnus holder også af Erik, fordi han ikke kræver noget af ham, han er bare Halte-Erik, søn af en fisker i havnebyen Slite. Erik skulle også have været fisker, men kom galt af sted under en storm, og nu er hans ene ben ødelagt. Ankelen blev knust, og han kan ikke vippe med foden. Derfor hans haltende gang. Men han er en god træskærer, og flere af træskærerarbejderne i Sankt Katarin Kirken har han været med til at lave. Erik elsker Magnus højt, beundrer hans rappe mund, hans smukke ansigt og krop. Det er uforståeligt for Erik, hvorfor Magnus er så utilfreds med sin tilværelse. Foran venter rigdom og indflydelse, god mad og vin og smukke kvinder. For Erik venter der et langt, eller måske kort, slidsomt  og ensformigt liv.
Denne aften har Erik egentlig ikke lyst til at gå på værtshus, han ville hellere udspørge Magnus om hans kommende kone, om hans fremtid, og for sidste gang være sammen med sin eneste ven. For Halte-Erik er ikke selskab for den rige købmandssøn, når han nu skal giftes, selvom Magnus påstår det modsatte.
Magnus har allerede drukket to krus øl, og han griner og råber og kniber pigerne i røven og ta´r  dem på brysterne. Men der er noget falsk ved hans latter, synes Erik. Erik betragter sin ven, som han så mange gange har gjort før. Hans mørkebrune, halvlange hår bølger ud under den sorte filthue, som han næsten altid bærer. I huen sidder en fjer fra en hane, som Magnus og Erik en tidlig morgen efter en tur i byen mødte på vej hjem. Den måtte bøde for dette møde med en smuk, mørkegrøn halefjer. Magnus´  ansigt er regelmæssigt og velproportioneret. Næsen er temmelig stor, men fint formet og let buet. Munden er fyldig, og når han smiler, ser man hans hvide tænder, som ikke er helt regelmæssige, ja, en af tænderne i undermunden sidder helt skævt indad, men på en måde gør det ham endnu kønnere. Magnus er omkring seks fod høj og ikke særlig kraftigt bygget. Hænderne er slanke og fine. Magnus har også små fødder, hans ben er lange, overkroppen harmonisk bygget.
”Han burde være adelsmand,” tænker Erik ofte for sig selv.
”En mark for dine tanker!” Ler Magnus til Erik og hæver bægeret.
”Jeg tænker på din fremtid. Du bliver sikkert lykkelig med din kone. Sagde du ikke, at hun var smuk.”
”Jo, men hvem siger, hun er god i sengen.” Magnus ler overstadigt og falsk. For inderst inde ved han overhovedet ikke, hvad han skal. Hvis han dog bare var blevet spurgt til råds, men faderen arrangerede det allerede for et år siden.
”Erik, du er min eneste ven. Hvad skal jeg gøre med hende klædehandlerdatteren? Hvad skal jeg gøre med mig selv? Hvad skal jeg gøre med alle disse penge og alle disse købmænd?”
”Giv dem til de fattige!”
”Købmændene?”
”Nej, for satan, pengene.”
”Jeg ville ønske, jeg var dig. Du kan gøre, hvad du vil!”
”Kan jeg?”
”Nej, det kan du vel ikke. Du bliver nødt til at slide i det fra morgen til aften for bare at overleve. Og hvis du får dig en kone, bliver det meget værre. Undgå kvinder, Erik. De giver kun problemer.”
”Bed din far om at måtte blive fri for pigen, hvis du ikke vil have hende. Forklar ham, at du selv vil finde én.”
”Så siger han bare, at det vil være umuligt for mig at finde så godt et parti i hele verden.”
”Og det har han sikkert ret i. Du kender hende ikke. I finder en måde at leve på, og så kan du gå i jomfruhuset, så meget du vil. Din far vil have ført slægten videre? Er det ikke en klog tanke at tænke?”
”Jo, men tænk en gang, hvis jeg bliver forelsket i hende.”
”Det forstår jeg ikke.”
”Hvis jeg bliver forelsket i hende, taber jeg til min far, for det er jo ham, der har arrangeret det hele.
”Det er ved Gud nogle sære tanker, du har!”
”Jeg bliver gjort arveløs, hvis jeg ikke makker ret.”
”Din far har slidt og slæbt for at slægten skal gå videre i rigdom og ære. Sådan tænker enhver købmand. Han tænker ikke kun på sig selv. Han tænker på fremtiden og på købmandshuset. Hvis du ikke havde været deres eneste søn, så havde han opgivet dig for længe siden.”
”Erik, du ville egne dig meget bedre til at være mig. Jeg er stadigvæk en dreng, du er en mand.”
”Jeg har aldrig været dreng. Det er kun de riges børn, der har stunder til at lege og more sig. Jeg var måske fem år, da jeg lærte at rense sild og passe høns og gæs. Livet er arbejde og så en glad aften engang imellem. Gå hjem og tal med din far. Han er en hård og magtfuld mand, men han elsker dig. Du er jo hans søn.”
”Ha, han elsker mig som sin slave. Jeg skal være hans lydige redskab i hans kamp for at blive den rigeste og mægtigste mand i Hanseforbundet. Han tror, han kan banke mig til fornuft. Jeg vil meget hellere gå i kloster.”
”Ha, og arbejde og bede dag og nat. Er det så trods alt ikke bedre at arbejde om dagen og sove om natten, varme sig ved ilden, spise god mad og glæde sig over smukke kvinders selskab. Ved du i virkeligheden, hvor hårdt det er at være munk? De fleste munke når ikke at opleve deres tredivte leveår, for de dør af sygdom, kulde og overanstrengelse.”
”Jeg kunne starte for mig selv som købmand.”
”Hvorfor skulle du starte for dig selv. Dine forfædre har allerede gjort arbejdet for dig. Du skal blot føre købmandshuset videre.”
”Jeg har lyst til at rejse bort. Paris, Prag, Rom.”
”Når du arver den købmandsgård, kan du gøre lige, hvad du vil. Rejse til verdens ende. Penge er magt. Kvinder kan købes for penge, konkurrenter kan uskadeliggøres med penge. For penge kan man købe soldater, selv konger kan købes.”
”Når jeg får købmandsgården, vil jeg ansætte dig som min forvalter, Erik. Hvorledes kan en så simpel mand som du være så klog. Tænk på, hvor dum jeg er.”
”Du er ikke dum. Du er forkælet.”
”Hør, skal vi ikke gå til et andet værtshus og fortsætte festen.”
”Solen er allerede ved at stå op. Jeg skal være på arbejde om to timer i Sankt Katarin. Min mester tæver mig, hvis jeg ikke er der til tiden.”
”Jeg tæver dig, hvis du ikke går med.”
”Gå selv, Magnus,” siger Erik og rejser sig. Han går ud. Magnus går med. Ved klosteret tager de afsked med hinanden.
”Måske er jeg en dåre, som burde kastes i dårekisten og piskes af bødlen. Hvorfor er jeg ikke som de andre unge mænd, der allerede som drenge legede købmænd og hjalp deres far, ligeså snart de havde kræfter til det? Hvorfor er jeg ikke stolt af min far? Alle andre drenge ville være det, hvis deres far ejede tolv skibe og havde pakhuse både i Bergen, Stralsund, Hamburg og Lübeck.
Jeg må være syg i sjælen…en dåre, en idiot!”
Magnus går ud på Sankthansgaden, drejer til højre ad Smedjegaden og videre ad Nørre Kirkegade mod Norderport. Til højre for den et stykke oppe ad klinten helt oppe ved muren på Rakkerbakken er en lav stenbygning. Her spærrer man de farlige og meget voldsomme galninge inde. I stille vejr kan man høre skrigen og skrålen heroppe fra. Da Magnus var dreng, sneg han sig sammen med nogle af sine kammerater herop for at få et glimt af de savlende, skrigende, vanvittige personer bag tremmerne. Af og til kastede de sten efter de gale.
I aften er der stille, uhyggeligt stille. Er de blevet slået ihjel alle sammen? Magnus lister sig helt hen til et tremmevindue, som sidder nede ved jorden. Det giver et sæt i ham, da et par gullige øjne med rødlige pupiller stirrer lige på ham.
”Satan og helvede” Siger en hæs, men alligevel kraftig stemme, ”er du kommet for at befri mig fra dårekisten? Er du frelseren?”
”Nej, men jeg tror, jeg er ved at blive gal.”
”Så er det ikke mig, du skal spørge. Jeg er anbragt her, bare fordi jeg kan se ud i fremtiden. Jeg kan magiske ting. Vil du have noget at vide om din fremtid, så ræk mig din hånd.”
Magnus er ikke tryg ved den fremmede galning, men efter et stykke tids tøven rækker han højre hånd frem. I det samme hiver den gale i Magnus, så han banker hovedet imod jerngitteret. Et kort øjeblik mister Magnus bevidstheden. Da han kommer til sig selv, ser han lige ind i den fremmedes to gnistrende øjne.
”Visbys marker vil svømme i blod, inden måneden er omme. Mure skal falde, og Visby vil falde. Du, min Herre, bliver reddet af kærligheden.
Men en dag får du brug for mig. Kun jeg kan hjælpe dig lykkeligt gennem livet!”
Han begynder at skråle af grin, vildere og vildere, til en dør bliver åbnet i cellen og en af vagterne begynder at slå løs på ham. Der lyder et frygteligt brøl, en afskyelig lugt af svovl breder sig ud fra cellen og en kæmpestor flagermus flagrer ud gennem jerngitteret og forsvinder op i Nordtårnet, hvor den skjuler sig i et hul i muren.

Magnus tumler ør og fortumlet ned ad Rakkerbakken mod havnen og havet. Han må ud og svømme, vaske angstens sved af sig. Snäckgårdsporten er allerede åben for bønderne og deres oksekærrer. Der lyder råben og skrigen, for en vogn har mistet det ene hjul lige midt i porten. Portvagterne puffer arrigt til bonden, som prøver at forklarer dem, at hvis de blot ville hjælpe, gik det nok hurtigere. Et par bønder fra den næste vogn kommer til hjælp. Magnus smutter forbi bøndernes vogne og løber over broen og ned mod stranden. Hurtigt smider han sit tøj fra sig og løber ud i det kølige vand. Han kaster sig ned i vandet og svømmer udad, udad, udad. Da han endelig bliver træt og vil vende om, ser han ind imod byen. Morgensolens stråler får de mange røde tage til at lyse som friske blomster, kirketårnene stræber elegant mod himlen, gavlene på de mange købmandshuse ved havnen glimter som hvide klinter, hvori man har hugget trapper. Findes der smukkere by i verden?
Magnus begynder at svømme indad mod stranden igen. På nogle store sten ligger havfruer, som stille glider i vandet, da Magnus svømmer forbi. Han synes, han kan mærke suset fra deres kroppe i bølgerne.
Træt og udmattet er han, da han går i land. Han lader solen tørre sig, hvorpå han tager sine klæder på og vandrer hen mod porten igen og ind i byen.
”Hvad skal jeg dog stille op med mit liv?” Spørger han en gris, der er i gang med at gnøffe i noget gammelt kål.
”Øf!” Siger den forbavset og galopperer forskræmt hen ad gaden, for det plejer kun at være slagtere, som taler venligt til grise…lige før de skal slagtes! 

Havet strækker sig ud til horisonten, hvor bjergkædeagtige skymassiver glimter gyldent i morgenlyset. På gaderne vrimler det med folk. En grisehandler driver et par fedesvin af sted. Han har bundet et reb i deres bagben, og af og til, når de får øje på en lækkerbisken i rendestenen, hiver han hårdt i rebene, så grisene hylende klasker sammen på brostenene. En studepranger kommer gående med en stud, som skal bringes til et af købmandsskibene. En af slagterens medhjælpere bærer en død svinekrop påsine skuldre. Blodet drypper endnu fra svinekroppen ned på brostenene, hvor et par hunde ivrigt slikker bloddråberne op. En lille flok spraglede høns, anført af en vagtsom hane finder deres føde i en bunke affald fra en af kroerne. Nogle køkkenpiger fra et nærliggende købmandshus skændes med en bonde om prisen på nogle kålhoveder. For første gang i sit liv glæder Magnus sig over folkelivet i byen. Snart er han henne i sin egen gade. Magnus føler pludselig en voldsom sult og skynder sig ind i salen for at få noget mad. Der lugter af varm øl og nybagt brød, stegt fisk, røget flæsk, æggekage og krydderurter.
Magnus´  far er for længst gået til rådhuset, hvor han skal præsentere den lybske købmand Jürgen von Hochstätter for rådet.
Netop da Magnus har sat sig for at spise, kommer Isabella og hendes to kammerpiger ind. Pigerne fniser, da de ser Magnus, som høfligt rejser sig og byder Isabella at sidde.
Isabella ser frisk og udhvilet ud. Hendes hår er flettet i en lang fletning, der som en slange snor sig ned over den ene skulder og videre ned ad ryggen.
”Har du sovet vel?” Spørger Magnus.
”Vidunderligt, jeg kommer aldrig til at holde af livet til søs. Men jeg sejler nu stadigvæk en smule. Har du sovet godt?” Isabella ser på ham med sine mørke øjne, mens hun putter et stykke koldt hønsekød i munden.
 ”Det er nødvendigt at sejle, det er ikke nødvendigt at leve,” Fortsætter Magnus uden at svare på Isabellas spørgsmål.
”Ja, jeg vil nu hellere leve, og gid det må vare længe, før jeg igen skal sætte mine ben på en skibsplanke.” Isabella ler og tager en slurk øl.
 ”Jeg har tit drømt om at tage bort, rejse til Lübeck, Hamburg, London, Paris, Avignon eller Rom. Der kan godt blive uendeligt snævert her på denne ø.”
Magnus mærker en varm glæde i sin krop, når han ser på hende. Hun er så anderledes end de andre købmandsdøtre, han kender, så ligefrem, selvsikker og naturlig.
 ”Det kommer helt og holdent an på én selv. Jeg har talt med nonner, hvis verden var stor og uendelig, selvom de kun havde deres celle at sove i og klosteret at bevæge sig rundt i. Hvis man synes, verden er lille, hjælper det ikke at rejse. Bonden kommer næsten aldrig uden for sin landsby, men alligevel kan verden for ham være stor. Den blinde, som synes at være lukket inde i sit eget snævre mørke, kan have en verden af skønhed inde i sig selv, en verden, som kun den blinde selv kan se. Den seende kan til gengæld måske slet ikke får øje på verdens skønhed, fordi hans sjæl er formørket af begær efter penge og magt. Vi må bede til Gud om at lade lyset skinne på os, så vi kan se verdens uendelige skønhed. Denne by er den smukkeste, jeg har set, men dens skønhed er dog intet at regne for svalens elegante flugt over himlen eller en lille blomst, som på klippegrund finder en smule muld at vokse i. På den golde klippe vil denne lille blomst stråle som solen, og den vil være symbol på selve livet.”
Magnus betragter Isabellas hænder, mens hun taler. Blodårernes blå streger ses tydeligt gennem hendes sarte, hvide hud. Hun lader ubevidst højre hånds fingre glide hen over venstre hånds fingre. Hendes øjne er fjerne, hun rynker panden, som om hun må anstrenge sig for at få udtrykt det, hun gerne vil.
”Man må have et mål med sit liv, for ellers kan man lige så godt drukne sig i havet og lade sig føre bort til intetheden. Man må tro på, at efter livet findes en anden tilværelse hos Gud, for hvorfor ellers leve? Hvorfor anstrenge sig for at gøre gode gerninger, hvis det ikke er til nogen nytte? Hvorfor så ikke bare lade livet give sig så mange glæder som muligt, inden det kulsorte mørke griber én?” Magnus føler en voldsom trang til at røre ved hendes hænder.
”Hvis man ikke tror på kærligheden, tror man ikke på livet. Jesus døde for vores skyld på korset. Han døde af kærlighed til menneskene. Mennesket kan aldrig leve som Jesus, thi han var ufejlbarlig, men vi kan gøre vort bedste, og fejler vi, da er Herren ikke bange for at tilgive. Man behøver ikke at gå i kloster for at blive frelst. Mange munke og nonner fejler også ved at leve et fromt og indelukket liv uden at hjælpe andre uden for klosterets trygge mure.”
Isabella tager tænksomt et stykke kogt skinke og bider et stykke af, som hun langsomt tygger på. Ternerne er for længst holdt med at spise. De står nu henne ved et af vinduerne og kigger nysgerrigt på to korsriddere, som netop er kommet med skib fra Estland.
”Jamen, er kærlighed til et andet menneske, den kødelige kærlighed da ikke en synd, hvis man ikke magter den store næstekærlighed?” Siger Magnus og lægger ubevidst sin højre hånd på Isabellas venstre hånd.
”Hvis du kun elsker en kvindes krop og ikke hendes sjæl, er du blot et dyr. At leve som et dyr er ingen kunst. Man skal prøve at elske sin næste som sig selv. Det vil sige, at man skal kunne tilgive selv sine fjender. Intet menneske kan elske den, som har slået ens nærmeste ihjel. Men kunne man det, ville man også være lige så stærk som Herren, og det er ingen.”
Isabella trykker Magnus hånd og ser ham dybt i øjnene.
”Vis mig Gotland!”

 


En time senere rider Isabella og Magnus ud gennem Snäckgärdsporten, fulgt af to tjenere, som skal passe på, at de ikke blev generet af landevejsrøvere eller andet pak. Isabella er iklædt en mørkeblå kjole, og på fødderne har hun okkerfarvede gedeskindssko. Hendes lange hår er skjult af en hvid hovedklædning. Selvom hun har taget sine smykker af, er det tydeligt for enhver, at det drejer sig om en fornem dame. Derfor er de to følgesvende svært bevæbnede med både sværd, daggert og bue og pil. For et stykke tid siden blev rådmand Jacob Schneider og hans søn overfaldet tæt ved Tingstäde. Røverne stjal alt, hvad de havde, ja, de rev sågar klæderne af dem og lod dem ligge nøgne og forslåede i skovbunden, indtil de kom så meget til sig selv, at de kunne vakle til det nærmeste hus og få hjælp.
Turen går op ad galgebakken og forbi galgen, hvor en ensom tyvs afpillede skelet hænger og dingler frem og tilbage i sommerbrisen. En enkelt krage sidder på hans skulder og prøver at finde en smule at spise, men det er for sent. Snart vil skelettet falde fra hinanden, og så overtager hundene benene.
Der er fuld gang i stenbruddet neden for galgebakken. Oksekærrer med sten til byggeri af Sankt Nicolaikirken læsses til bristepunktet med smukt tilhuggede sten fra bruddet. Bankelydene fra de mange hamre og mejsler lyder heroppe fra galgebakken, som sad der en flok kæmpemæssige spætter neden for bjerget og hakkede i hver sin sten.
Efter at have redet gennem små landsbyer og fyrreskove, åbne vidder med enge, spredte klipper og buske og forbi kornmarker, kommer de til Bro, hvor de rider ind på kirkepladsen. Isabella bliver hjulpet ned af hesten, disse tøjres, og Isabella og Magnus går ind i kirken. De to svende får hver en mark af Magnus. Lidt efter sidder de ovre på kroen, som ligger skråt over for kirken.
Klart og farvestrålende lyser kalkmalerierne imod dem, da de træder ind i kirken. En smuk, gotisk bue er der mellem kirkeskibet og koret.
Isabella og Magnus går frem til alteret, hvor de knæler ned. Da Isabella og Magnus gik ind i kirken, var den tom, men snart kommer nogle pilgrimme ind ad døren, slår korsets tegn, stænker sig med vievand og knæler ned for at bede.
Solen står højt på den blå himmel, da Magnus og Isabella forlader kirken.
”Kom lad os ride fra Göran og Åke, de vil såmænd hellere sidde på kroen end følge os.”
”Jamen, er det ikke farligt at ride alene?”
 ”Ikke på sådan en dejlig sommerdag. Selv landevejsrøverne sover til middag!”
 Magnus hjælper Isabella op på hesten, og nu går det i galop væk fra kirken tilbage mod Visby. Efter at have redet i et par timer, drejer Magnus ned ad en smal skovsti, som fører til stranden Solen står lige imod dem over Østersøens blanke vand.
Ved stranden tøjrer de hestene til et gammelt birketræ, hvis krogede grene strækker sig opad mod den stejle kyst, som om den beder Gotland om hjælp mod den stærke vestenvind, der i årevis har gjort det vind og skævt.  
Men denne eftermiddag er der såmænd ingen grund til at bede om hjælp, for vinden er let og varm.
De lægger sig i sandet, ser op mod himlens drivende skyer, mærker fuglesangen omkring sig, fornemmer den stærke lugt af halvrådden tang, blandet med havets friskhed. Ude på havet sejler et par fiskerbåde. Sejlene er spilet helt ud, og det går med rask fart ud til fiskepladserne. Hav og himmel går i ét i horisonten på grund af varmedis.
Magnus har foldet sine hænder bag nakken, ligger med lukkede øjne og ser Isabella for sit indre blik. Så åbner han øjnene, drejer hovedet lidt…og ser, at Isabella er virkelighed. Hun er ingen drøm!
  Isabella er faldet i søvn. Hendes mund er let åben, ansigtet rødmer i søvnen. Hun har taget hovedklædet af og lagt det under nakken. Hendes krop bløde former ses under kjolens stof.
 Magnus drejer sig om på siden og ser på hende. Skal han i mange år frem i tiden vågne om morgenen og se dette ansigt, ja, så er hans lykke gjort. Er hendes lykke også gjort? Kan hun være tjent med ham? Ja, penge mangler der  ikke, men kan denne fromme kvinde blive lykkelig sammen med en slapsvans som ham, der i de sidste tre år har sviret og drukket og ligget i med nogle af byens værste piger? Er han overhovedet i stand til at vise kærlighed? Vil det ikke blot blive kedsommelig vane? Når et års tid er gået, vil han så ikke igen ty til de grove piger på værtshusene, som er parate til alt, blot de får penge for det. Isabella smiler i søvne, mumler et par ord på flamsk og siger pludselig: ”Magnus!”
”Ja,” hvisker Magnus og kryber tæt hen til hende.
”Det hellige kors vil beskytte os!”
”Ja, Isabella!”
Magnus fører sin mund ned til hendes læber og rører dem uendelig blidt. Isabella åbner øjnene og ser på ham, ikke forbavset, men alvorligt, som om kysset hører med til drømmen.
 ”Kys mig igen, Magnus, min hjerteven!”
 Hun slår armene om ham, og de forenes i et af disse tætte og hede sommerkys, som man altid drømmer om, når snefoget står ind fra havet, og mørket har sænket sig over sjæl og legeme. Længe, ja, måske i timer ligger de i næsten krampagtig omfavnelse, som om der var tale om afsked og afslutning på et kærlighedsforhold. Men det er jo bare begyndelsen.
Døden bliver så fjern, livet er så tæt på…

spedalsk 

gris paa cykel