Forlaget Munck

Der er meget at opleve

heksen

heksen med tekstHEKSEN FRA DE SORTE BJERGE

En eventyrbog, som er lavet i samarbejde  med to 3-klasser i folkeskolen.

Bogen er støttet af undervisningsministeriet.

Der er 18 historier af Jørgen Munck Rasmussen

 

Læs en af historierne

"Et Juleventyr"

Ja, så var det atter juleaften.

I byen hang guirlander med tusinde kulørte lamper. Butiksvinduernes vidunderlige og salgsfremmende udstillinger glimtede og funklede i decembermørket. Henne på torvet svajede det store juletræ i den friske vind, som fejede igennem gaderne og samlede sneen i små driver. I to måneder havde kasseapparaternes juleklokkeklemten hensat de næringsdrivende i ekstatisk julestemning. For endnu en gang regnede man med, at julehandelen ville slå alle rekorder. Smukke nisse- og julestadsdekorede brochurer var siden sidst i oktober dumpet ind af folks brevsprækker. Reklamernes glittede papir var blevet flosset og slidt af ivrige barnehænder, som febrilt havde bladret fra den ene legetøjsfristende side til den anden.

Men endelig var den store dag kommet. Alle gaver var blevet købt. Indkøbsvognenes vagtparade var kørt forbi, julekagedåserne fyldt, fryseren pumpet med flæskesteg, kalkun og mørbradbøffer.

Henne i kirken slukkede graveren julelysene. Kirken havde som sædvanlig været helt fuld. Præsten var gået glad og lykkelig derfra efter at have holdt en god og opbyggelig prædiken for det stuvende fulde kirkeskib. Man sluttede med at synge "Glade Jul". Hvor skønt at høre den gamle julemelodi runge mellem de gotiske buer. Nu var folk gået hjem for at spise juleand med rødkål og ris á la mande.

Graveren slukkede lyset i våbenhuset og drejede den store nøgle om. Men hvad var det?

Den kunne ikke komme helt rundt!

En eller anden uartig konfirmand havde nok proppet et stykke papir i låsen. Han prøvede endnu et par gange. Nå, skidt! Hvem ville dog bryde ind i kirken sådan en aften?

Det sneede godt uden for. Graveren hev halstørklædet godt op om ørerne og gik hjemad.

Nu skulle det gøre godt med sprød andesteg og en flaske rødvin!

Inde i kirken var der næsten mørkt.

Kun det svage lys fra gadernes belysning skinnede ind gennem de høje, gotiske vinduer.

Oppe over alteret hang den store kristusfigur på korset. Det var en usædvanlig smuk figur, skåret i et eneste stykke træ. Den var mange hundrede år gammel, lavet af en berømt billedskærer på sin tid. Nationalmuseet havde flere gange prøvet at lægge sin klamme hånd på klenodiet, men formanden for turistforeningen og andre gode kristne borgere havde protesteret på det kraftigste. Ofte havde graveren stået og beundret den legemsstore træfigur, og mon ikke mange kirkegængere og turister havde følt den samme højtidsstemning, når de kiggede på kunstværket?

Udenfor var vejret blevet værre. Den friske vind var blevet til kuling. Sneen væltede ned, og vinden blæste den froslette sne sammen i driver. Men folk havde det godt inden døre. Og det var nu engang mere romantisk med en hvid jul.

I de fleste huse var anden eller gåsen ved at være færdig, og den besnærende duft trængte gennem vinduer og døre ud på gaden.

Et stykke uden for byen i et lille faldefærdigt hus boede en gammel kone, som hed Julia. Hun var nær de halvfems. Det meste af sit liv havde hun boet i den lille, vakkelvorne rønne. Hun havde næsten ingen familie. Enten var de døde, eller også boede de langt væk. Ja, hun havde endog en fætter i Amerika, som hun aldrig havde set.

Julia var meget fattig. Hun var lidt enfoldig og sær, og hun nægtede at tage imod noget fra nogen. Og efter at den højreorienterede regering havde halveret folkepensionen, var det svært at få det til at løbe rundt.

I hendes bageovn var der ingen and. På bordet stod ingen rødvinsflaske, i skålen var der ikke marcipan og nougatkonfekt. Hun havde faktisk kun et brød og en pakke smør. Men til gengæld kunne hun glæde sig over, at der var masser af mad og vin i de andre huse på landet og i byen.

Da Julia havde drukket lidt te og spist et stykke brød med smør, satte hun sig hen i lænestolen, lagde tæppet over benene og tog bibelen frem for at læse juleevangeliet. Det gik langsomt, for Julia så ikke så godt, og hun havde hverken taget real- eller studentereksamen. Men det gjorde slet ikke noget, for juleevangeliet er bedst, når det bliver læst langsomt.

Da hun var kommet til det sted, hvor hyrderne blev overrasket af englene, og stjernerne lyste over Betlehem, skete der noget mærkeligt udenfor: blæsten var holdt op som ved et trylleslag, skyerne spredtes, og et gyldent skær strømmede in ad vinduet!

Julia rejste sig forundret fra stolen og gik hen til vinduet. Udenfor var det næsten helt lyst. Månen skinnede klart og gult, og ved siden af månen mod syd stod en stor stjerne, som næsten overgik månen i lysstyrke. Julia tog sine briller af og pudsede dem i forklædet. Så satte hun dem på næsen igen. Nej, det var ikke hendes tykke briller, det var galt med.

Og hvad var dog det?

Lige under stjernen kom en skikkelse gående hen imod hendes hus! Hvem kunne det mon være?

Julia kendte ikke nogen mennesker. Kun posten og købmanden kom engang imellem. De ville bestemt ikke vove sig ud på denne aften og i sådan et vejr.

Skikkelsen kom nærmere og nærmere, gik lige hen til døren og bankede på!

Med bankende hjerte gik Julia hen for at lukke op. Men hun havde intet at frygte. Der var ingen værdigenstande i huset, og Julia var ikke bange for døden.

Døren klagede og peb på sine hængsler, da hun langsomt lukkede den op.

"God aften!" sagde den fremmede," må jeg sætte mig lidt ved kakkelovnen og varme mig? Det er meget koldt udenfor."

"Ja, selvfølgelig, kom bare ind," sagde Julia og viste gæsten hen til kakkelovnen, som buldrede sagte.

"Mit navn er Jesus. Jeg har intet sted at være juleaften, så jeg har gået lidt rundt i de sidste par timer. Så fik jeg øje på lyset fra dit vindue. Jeg skal nok gå igen, når jeg har fået varmen."

"Nej, bliv dog endelig. Skal jeg lave en kop te til dig? Jeg har desværre ikke kaffe."

"Jo tak, det ville da være dejligt."

Julia skyndte sig at sætte vand over, mens hun tænkte på den fremmede. Den stakkel troede, at han var Jesus. Hun havde før været ude for vagabonder, som troede, at de var berømte personer. Hun kunne huske en gammel, stinkende spritter, som påstod, han havde været statsminister engang. Og der havde også været een, som prøvede at bilde hende ind, at han var i familie med dronningen. Og staklen her troede, at han var Guds søn. Julia smilede ved tanken. Hun fandt sukker i skabet og puttede to teskefulde i teen.

Den fremmede tog taknemmeligt imod den varme te og drak den i store slurke, selv om den var brændende varm.

"Ja, jeg har jo ingen julemad," sagde Julia, "det blev der ikke råd til i år. men hvad gør det? Jeg spiser ikke så meget mere. Jeg sad netop og læste juleevangeliet, da du kom. Skal jeg ikke læse det færdigt, mens du drikker teen?"

"Ih jo, meget gerne," sagde den fremmede og smilede.

Julia satte sig i lænestolen og læste videre om hyrderne, som drog hen til stalden, og de vise mænd fra Østerland. Julia havde ikke læst for andre i mange år. Det var meget hyggeligt, selv om hun læste for en skør landsstryger.

Da hun var færdig, sad de begge to tavse i lang tid og kiggede ud på den store stjerne, som stadigvæk lyste kraftigt på himlen.

"Du har vel ikke et stykke brød og lidt vand?" spurgte den fremmede forsigtigt.

Julia skyndte sig at hente rugbrødet og satte det på bordet. Derpå fyldte hun vand på en kande og hentede to glas. Et stearinlys fandt hun også frem. Hun blev opstemt og glad. Det var umindelige tider siden, hun sidst havde haft en gæst.

Manden rejste sig og gik hen til bordet. I stearinlysets skær kunne Julia rigtigt se, hvordan han så ud. Han var en flot mand på omkring de tredive.

Langt, brunt hår bølgede ned på hans skuldre, og et krøllet skæg sad helt ned på brystet. Og det var noget sjovt tøj, han havde på: en lang, kjoleagtig tingest i hvidt stof. Var det nu blevet moderne?

Julia måtte indrømme, at han godt kunne minde lidt om Jesus. Manden tog brødet med begge hænder, bad en lille bøn, og så skete der noget vidunderligt:

Et skærende, skarpt lys bølgede ud af brødet, så Julia måtte holde sig for øjnene.

Da hun åbnede dem igen, stod der på bordet et prægtigt porcelænsfad med en stor, sydende and! Rundt om anden lå svesker, stegte æbler og sukkerkartofler!

Julia sad helt stille, stum af forbavselse.

Men Jesus tog brødkniven, skar et stykke kød af og rakte det til Julia.

Julias mund løb i vand. Hun satte tænderne i det møre kød. Åh, hvor det smagte! Det var den bedste andesteg, hun nogensinde havde fået. Derefter tog Jesus kanden med vand og fyldte Julias og sit eget glas. Han løftede glasset, og de skålede.

Jamen, det var jo ikke vand!

Det var den allerdejligste, kølige hvidvin!

Julia drak hele glasset og mærkede en dejlig fornemmelse i maven. De spiste og drak og havde det utroligt hyggeligt.

Julia havde ikke spist så meget i årevis. Vinen gik hende til hovedet, og satte hende i et overstadigt humør. Hun fortalte den unge mand om sit liv og sine drømme.

Jesus sad hele tiden smilende og lyttede.

Lidt over midnat blev Julia meget træt. Den stærke mad og den vidunderlige vin havde gjort hende ør og træt.

Julia lagde sig hen på sengen, og Jesus kom et ekstra tæppe over hende. Han kyssede hende på panden, og Julia faldt i søvn og drømte om den fremmede mand, som kaldte sig Jesus og kunne trylle.

Julestjernen stod højt på himlen, da den fremmede gik ud i den stille, klare julenat. Langsomt gik han gennem den bløde sne og var snart forsvundet bag den nærmeste bakke.

Næste dag var der stor opstandelse i kirken. Da kirkegængerne småsøvnige og forædte indfandt sig, fór præsten, graveren og kirkesangeren forvirrede rundt mellem kirkebænkene og rablede usammenhængende sætninger af sig.

Da man endelig fik de tre ophidsede mænd til at stå stille, kunne de blot stumme af indignation og harme pege op på alteret.

Og så blev folk klar over, hvad der var galt:

Den smukke Jesusfigur, som i fem hundrede år havde hængt over alteret, og som kunsteksperter og turister havde beundret og fotograferet...

Var væk!

gris paa cykel