Forlaget Munck

Der er meget at opleve

heksen

gris paa cykel

Læs første kapitel nederst på denne side.

 

Anmeldelse

Sjælen sidder i mørbraden

Hvinende veloplagt partsindlæg for alle grissebasser

Af Steffen Larsen/politiken 10.1.2004

Vi nænnede ikke at omtale denne bog lige op til julen, men nu, hvor stegen er fortæret og finfølelsen på retur, er det tid at introducere Asger. Asger Møller. Nu 13 år. Søn af svinebaron Møller til Gyllegård, som drømmer om at blive godsejer og føje et diskret 'von' til familienavnet. Så er der grisen Frede, der bliver lun i sværen, når han ser på Piggy. »Sjælen sidder i mørbraden«, tænker han. Det er bestemt ikke almindelige grise, men forsøgsgrise af typen tys-tys. Faktisk kan de både tale dansk og cykle, men det viser sig alt sammen senere. For først skal Møller seniors ansøgning om at udvide virksomheden lige igennem systemet. Det går nemt med den nuværende regering!Man grynter af begejstring over Jørgen Munck Rasmussens bog om dyrevelfærd - især grisenes. 'Der var engang en gris' er en børnebog med lodrette meninger. Den er skrevet på vredens lette vinge med et stort stænk Scherfig. Forfatteren prøver overhovedet ikke på at være børnevenlig. Han er dyrevenlig. Og derfor har han hjertets renhed. Det er en ægte folkekomedie light på en dybt seriøs klangbund. Om et lille lokalsamfund i gylletankenes skygge. Naturligvis undslipper grisene Frede og Piggy fra laboratoriet. Frede skal have joggingtøj i størrelse XXXL, men så er han også klar til kamp for retfærdigheden. Frede banker de drenge, der driller Asger på grund af hans far, så nu er Asger på vej til at blive både fodboldspiller og vegetar, og på bogens sidste sider får han - om man så må sige - en ny far. Det er forbløffende, hvad den nyere hjerneforskning har gang i! Imens vokser GBF sig stærk. Grisenes Befrielsesfront arbejder sammen med MBF og HBF (= mink og høns). Bogens store rollemodel er husmand og hedder Helmut.Det er styrken i Jørgen Munck Rasmussens bog, at han tør fortælle en rigtig morsom historie om et dybt alvorligt emne. En moderne 'Peter Fidus'. Sprød i sværen. Et mildt, ironisk partsindlæg, som ikke skjuler, at vi mennesker har et stort problem med vores gummihumanisme, når man ser på, hvordan vi behandler dyr. Ikke mindst her i flæskestegens fædreland.

 

”Første kapitel af ”Der var engang en gris”

 

Gylle-Asger!

 

 

”Gylle-Asger!, Gylle-Asger! Gylle-Asger!” lyder det taktfaste råb nede i et hjørne af sportspladsen. En ring af børn står omkring en spinkel dreng på elleve år. Han har sat sig ned på jorden, holder armene over hovedet og gemmer ansigtet, mens børnene kaster græs og småsten på ham.

I det samme kommer gårdvagten løbende hen imod dem. „Kom så ind, for Satan!“ råber han, og på sekunder er flokken opløst og på vej ind i skolen. Undtagen Asger. Asger sidder i samme stilling i en times tid. Så rejser han sig op, kravler gennem buskene, der omgiver skolegården, og videre ud på marken. Han går over mod den store gård, hvis siloer man lige kan se på den anden side af bakken.

                               --------------------------

Gården er på omkring 1000 tønder land, og flere gange om året bliver de sprøjtet til med gylle, så beboerne i landsbyen og i de nærmeste landsbyer må holde sig inden døre. Hvis de da ikke vil stinke af lort. ”Det er udviklingen. Den kan vi ikke gå imod.” siger nogle. ”Hvorfor skal det være så stort?” sukker andre opgivende.

”Stakkels dyr!” stønner dyrevennerne og drømmer om dengang, da landmændene havde tid til at klappe køerne og klø grisene bag øret.
Grisebaronen på gården lægger slet ikke mærke til gyllen, ja, han synes ligefrem, det lugter godt. ”Grisene skider guld!” Kan han finde på at sige, når han er sammen med godsejeren fra Gyllenholm og de andre grisebaroner. Og så gnider han sig voldsomt i sine barkede næver. Det lyder, som om der er sandpapir på indersiden af dem.    
Gyllebaron Mads Møller er en flittig mand, som arbejder fra morgen til aften, men han passer også sammen med karlen Søren 10.000 grise. Mads Møller tjener godt, og ude i garagen står en ny Mercedes. Der er også blevet råd til en sportsvogn til konen, som hver dag kører ind til Grønby for at købe ind. For hvad skal hun ellers lave, når de har ung pige i huset?
Misundelige beboere i landsbyen kalder Mads Møller for ”Grismads Møller”. Men det synes Mads bare er sjovt. Mads Møller drømmer om at blive godsejer, og gid han dog kunne kalde sig Mads von Møller.

Mads er en stor, kraftig mand med et rødsprængt ansigt. Den røde farve giver ham et frisk udseende. Da han ofte ler og taler temmelig højt, så fylder han altid det rum, han opholder sig i, hvadenten det er hjemme i stuen eller henne i forsamlingshuset.
Konen hedder Frida og er lille og tynd. Lige meget hvor meget hun spiser, bliver hun ikke tykkere. Det var et problem for hende, da hun var yngre. Men nu, da hun nærmer sig de fyrre, er det en fryd for hende at købe tøj i byen. Hun kan nemlig passe samme størrelse tøj som pigerne henne i 9. Klasse. De andre koners misundelige blikke er bare sukker. Fridas hår er rødt, men hun har farvet det sort. Hun har fine og spinkle hænder, ja, i det hele taget er hun en rigtig fin dame, som Mads kan være stolt af, og det er han sandelig også. Desværre har lægen sagt, at hun ikke kan klare at få flere børn, så de må nøjes med Asger, som blev taget med kejsersnit for snart 12 år siden. Det var en meget svær fødsel, og i flere år var forældrene bange for, at Asger var blevet hjerneskadet på grund af iltmangel. Men da han både læser og laver matematik til 13 henne i skolen, så kan der vel ikke være noget galt med ham. At han er en tavs og indesluttet dreng kan måske skyldes, at faderen er så højtråbende, og moderen holder sig bestemt heller ikke tilbage, når der skal siges noget. Det kan blive så slemt, når hun har veninderne fra kulturklubben på besøg, at Mads må forlade stuehuset og gå ud i stalden.

”Det lyder fan’eme som en flok høns, der har taget ecstacy,” griner han smørret.

Ude for enden af grisestalden ligger de store gylletanke. Så store er de, at man kunne sejle rundt i dem i en robåd, hvis man altså havde lyst. Døgnet rundt pumpes pis og lort ud i de mægtige tanke. Et par gange om året køres det ud på markerne.

”Når jeg kan klare gyllelugten, så kan mine naboer vel også!” grynter Mads Møller tilfreds. ”Det er alle disse københavnersnuder, der er så følsomme. Men jeg må da også finde mig i deres dieselhørm, når jeg er i byen, ha, ha!”

                     

Når man kommer ind i entreen i stuehuset, fører en imponerende trappe i egetræ op til første sal. Her er forældrenes soveværelse og en række gæsteværelser. For enden af gangen ligger Asgers værelse. På døren er fastgjort et lille træskilt, hvorpå der står ”Asger”, skrevet med sorte prikker.

Inde bag denne dør bor Asger, søn af Mads og Frida Møller, arving til grisegodset, enebarn og meget forkælet. Asgers værelse er temmelig stort. I skråvæggene er der vinduer, så både morgensolen og aftensolen kan komme ind. Og i den væg, som vender mod syd, er der et meget bredt vindue og en glasdør, som fører ud til en altan.
Asgers værelse er fyldt med alverdens ting. Der er en computer med printer, scanner, cd-brænder, dvd og playstation. Der er også et stort fjernsyn og et stereoanlæg med to kæmpemæssige højtalere, og på Asgers seng ligger der bamser, plysdyr og puder. På væggene hænger billeder af flyvemaskiner og fodboldhelte. Der er en lænestol, tre almindelige stole omkring et rundt bord, bogreoler og tykke tæpper på gulvet. Asger har ikke selv valgt møblerne. Det har hans mor, for da Asger som regel bare står og mumler, hørte moderen slet ikke, om han sagde ja eller nej inde i møbelbutikken. I virkeligheden sagde Asger slet ikke noget.
I bogreolen er tegneserier og spændingsbøger. De fleste er fantasybøger. Asger elsker nemlig at drømme sig væk til fjerne steder og tider. Inde bag bøgerne ligger der pornoblade. Når forældrene er gået i seng, lister Asger forsigtigt hen og låser døren. Så hiver han et pornoblad frem , lægger sig på sengen og bladrer i det, og hans tissemand bliver stiv som en pind.

Asger går i sjette klasse.

Asger laver altid sine lektier. Lærerne er meget tilfredse med ham. Når forældrene kommer til konsultation, siger de det samme hver gang. ”Det går fantastisk godt med Asger, men vi kan godt være lidt bange for, at han ikke får udfordringer nok.”

Så ler Mads Møller fornøjet og trykker lærerne så voldsomt i hænderne, at de er lige ved at skrige. Asger siger aldrig noget, for hvad skulle han sige? Skulle han fortælle, at de andre børn ikke kan lide ham? Skulle han sige til lærerne, at han helst ville gå med ind på lærerværelset og sidde i en krog, så han kunne blive fri for at blive mobbet? Skulle han fortælle sine forældre, at han tit ligger om aftenen i sin seng og græder, fordi han er så alene? Kan man overhovedet fortælle en stor, stærk far, som vejer over 120 kilo, og som ikke er bange for nogen, at man ikke tør gå i skole?

Nej, men Asger ville ønske, at han en dag kunne fortælle det til nogen, ja, måske til en eller anden, som selv er blevet mobbet. Men måske er han den eneste på skolen, som har det sådan. Er han syg i roen? Blev han alligevel hjerneskadet ved fødslen? En dag var han lige ved at sige det til sin mor, men det er, som om der sidder en stor, fed hængelås på Asgers mund.

En morgen kom hans klassekammerat Ali hen til ham. ”Puha, hvor du lugter af gris. Har du været ude og knippe med en af søerne.?” Og så dukkede Matthias og Frederik op. ”Snasger har været uartig!” fortsatte Frederik, ”han kan ikke holde fingrene fra soens patter!”

Og sådan blev det ved hele dagen.

Da han kom hjem, var moderen ved at klæde sig om.

”Nå, hvordan er det så gået i skolen i dag?” trallede moderen. Hun skulle nemlig til foredrag i kulturklubben, hvor en kendt skolepsykolog ville fortælle om skolefobi.

”Mor, jeg…

”Jamen, det er da godt, du er glad for at gå i skole. Jeg køber en gave med hjem til dig. Det var flot, at du fik så meget ros for din stil. Nå, vi ses, der er mad i ovnen, som du selv kan varme.”

Lidt efter brølede sportsvognen ud af indkørslen. Asger lagde sig op på sit værelse, lukkede øjnene og drømte sin yndlingsdrøm: ”Bare jeg havde en ven!”

Det havde Asger faktisk også engang. Han hed Andreas og gik i syvende klasse. Andreas var temmelig tyk, og han lugtede altid lidt muggent, hvad han ikke kunne gøre for. Der var nemlig svamp i det hus, som han boede i samme med sin mor og sin plastikfar. Andreas snakkede ikke med nogen. Når de var ude i skolegården, holdt han sig for sig selv, men ingen drillede ham, for han var utroligt stærk. En dag lagde han arm med idrætslæreren Henrik, som på det tidspunkt var Danmarksmester i kuglestød. Henrik havde nogle kæmpemæssige armmuskler, som han altid spillede med, når de kvindelige lærere var i nærheden. En dag udlovede han en ramme flødeboller til den, der kunne klare ham i ”lægge arm”. Andreas meldte sig, og i det store frikvarter satte de to sig ved et af bordene midt i skolegården. Halvdelen af skolen stod omkring bordet, hvor Henrik med opsmøgede ærmer spillede med musklerne, så det var en lyst. Andreas stoppede et marcipanbrød i munden, greb fat i Henriks hånd og begyndte at presse. Henrik så triumferende rundt på tilskuerne, men Andreas masede bare løs. Sveden sprang på hans pande, øjnene var ved at poppe ud af øjenhulerne, og han stønnede svagt af anstrengelse.

Henriks fornøjede smil forsvandt som dug for solen, for nu var han nemlig kommet på arbejde. Han prøvede det gamle trick med pludselig at mase hånden frem i et ryk, men Andreas veg ikke en millimeter. Spændingen steg, ungerne begyndte at råbe og skrige, og selveste inspektøren forlod sin computer og stillede sig op i den hujende flok. ”Henrik, Henrik, Henrik!” råbte alle ungerne. Ingen råbte på Andreas, for man holder ikke med en tyk dreng, som lugter, og som har fået at vide af sundhedsplejersken, at han burde spise noget mindre slik.

Der var ingen, der hørte klokken, da den ringede ind. Ikke engang skoleinspektøren

Henrik var nu rødblisset i hovedet og kobberrød på halsen. Han svedte, som om han havde fyrre i feber. Hvor ville det være pinligt for ham, hvis han tabte til skolens tykkeste dreng.

Hvad der skete nu, blev diskuteret i lang tid derefter. Henrik skreg pludselig:

”Av, jeg blev stukket af en bi!” Og han slap sig tag i Andreas hånd. ”Jeg er overfølsom over for bistik! Jeg må ind og hente en pille!” Som et lyn susede han ind på lærerværelset.

”Snyd!”

”Omkamp!”

”Kujon!”

Men ingen råbte på Andreas, som bare rejste sig og sjokkede ind i klassen.

Efter skoletid gik Asger hen til ham.

”Hvo’n ka’ det være, du er så stærk?”

”Jeg dyrker bodybuilding!” sagde Andreas og begyndte at gå hjemad. Asger fulgte efter.
”Har du ingen venner?”

”I Korsør, hvor jeg gik i skole. Jeg chatter med dem en gang imellem.”

”Vil du ikke med hjem til mig og se mit værelse?”

”Det kan jeg da godt,” han hankede op i sine kondibukser og traskede af sted.
Og sådan blev Andreas og Asger venner. Det var en herlig tid. Ingen turde genere Asger, når Andreas var i nærheden. Næsten hver eftermiddag fulgtes de hjem til Asger, hvor Andreas åd et halvt franskbrød med syltetøj og drak to kakaomælk. Asger så beundrende på ham. Tænk at kunne æde så meget uden at blive dårlig. Asger havde selv problemer med at spise. Hans mor havde været konstant bekymret for ham, siden han var ganske lille. ”Spis nu lidt mere, Asger. Det er sundt.”

Asger var kun med hjemme hos Andreas en enkelt gang. Hans stedfar var syg og hostede næsten hele tiden. Alligevel røg han cigaretter ustandselig. Moderen gjorde rent for folk. Det hus, Asger boede i, var en af de faldefærdige rønner, som en eller anden spekulant havde købt og så lejede ud til fattigfolk. Huset lugtede muggent og svampet. Andreas´ værelse var ikke en gang halvt så stort som Asgers, og der var en frygteligt rod. Men Asger syntes, der var enormt hyggeligt. Ved den ene væg lå nogle vægte til vægtløftning. Asger prøvede at løfte dem, men han kunne ikke rokke dem ud af stedet. Andreas derimod tog et rask tag i dem og svirpede dem op over hovedet, smilede til Asger og lod dem falde på gulvet med et brag. Heldigvis var der cementgulv nede under gulvtæppet.
Andreas havde tre interesser: vægtløftning, slik og marmelade-etiketter. Stolt viste han Asger tre fine album med etiketter fra solbærsyltetøj, rabarber med jordbær, orangesyltetøj fra Sydafrika osv. Andreas havde en drøm om at komme i Rekordårbogen.
Asger og Andreas var sammen næsten hele tiden, men pludselig en dag var Andreas væk. Forældrene havde haft så mange problemer med kommunen, at de var flyttet midt om natten til en anden kommune. Ingen vidste hvilken. Og det var også slut med venskabet, for Asger hørte aldrig noget fra Andreas igen, selv om han havde givet ham sin e-mailadresse.

                                   ----------------

Asger åbner øjnene og kigger op på det billede af popsangeren Patricia, som hænger på skråvæggen.

”Patricia, tror du nogensinde, jeg får en ven igen?” spørger Asger hende. Men hun svarer ikke, ser blot med sine grågrønne øjne på ham og smiler det smil, som så mange drenge er helt vilde med.

Uden for i haven synger en nattergal. Fra de store svinestalde lyder der af og til et hyl eller et grynt. Det har næsten lige været nymåne, og månen er ikke større end en økologisk banan. Lyset er slukket overalt på gården. I det fjerne på den anden side af bakkerne bliver himlen lyst op af lysene fra instituttet. På instituttet arbejder man døgnet rundt med mange forskellige slags forsøgsdyr.

gris paa cykel